Underholdningsprogram

The Tall Ships Races i Esbjerg spiller op til maritim folkefest

The Tall Ships Races i Esbjerg spiller op til maritim folkefest

Når Europas største gratis familiebegivenhed gæster Esbjerg, forventes 500.000 besøgende at lægge vejen forbi i dagene 18.- 21. juli. Udover et rekordstort antal skibe i havnebassinerne, vil kendte navne underholde på kajen.

Hovedattraktionen under The Tall Ships Races 2018 bliver de 64 skibe, som anløber havnen. Arrangørerne har dog også planlagt et underholdningsprogram, som byder på store musikalske oplevelser.

”Populært sagt har vi noget for alle aldre, og vi har virkelig forsøgt at trække kunstnere til, som passer til arrangementets format og publikum”, siger Villy Grøn, event manager i Esbjerg Kommune.

På plakaten er bl.a. Dodo and the Dodos, Karl William, C.V. Jørgensen, Østkyst Hustlers og Lars Lilholt Band. Det er sværvægtere fra den danske musikscene, som skal underholde den halve million gæster, som forventes i løbet af fire dage.

”Det er helt ekstraordinært, at vi kan stille med et musikprogram af denne kaliber. Det skyldes kun den store opbakning vi oplever netop i år, hvor The Tall Ships Races er den største enkeltstående begivenhed i fejringen af havnens og byens 150 års jubilæum”, forklarer Villy Grøn.

Listen over bidragsydere til det kulturelle program tæller blandt andet Region Syddanmark, Esbjerg Fonden, Lida og Oskar Nielsens Fond og Johan Hoffmann Fonden.

Onsdag bliver der masser af hits at synge med på hos Luftens Helte, 80’erne Lever og Lars Lilholt Band. Det 18-mand store band, Luftens Helte, spiller op til fest med de velkendte og elskede sange fra de største tegnefilm. 80’erne Lever tager os alle med tilbage til de største hits fra årtiet. Aftenens hovednavn, Lars Lilholt Band glæder sig til at spille rigtig højt under åben himmel på en feststemt havn.

Torsdag præsenterer The Tall Ships Races nogle af de bedste danske tekstuniverser på tværs af genrer. Østkyst Hustlers er aktuelle med deres fjerde album, men optræder selvfølgelig stadig med nogle af de ørehængere, som dominerede i 1990’erne. Efter at have medvirket i Toppen af Poppen har Karl William sunget sig ind i hjertet hos familien Danmark, og torsdag eftermiddag kan besøgende opleve den unge stjerne i Esbjerg. Efter en otte års pause er C.V. Jørgensen tilbage på de danske scener, og sammen med sit band er han klar til igen at møde sit publikum med et uovertruffent katalog af sange.

Fredag aften slutter med et brag af et festfyrværkeri kl. 23.30, men inden da inviteres alle til at være med til musik med masser af havskum. I mere end ti år har gruppen Sømændene underholdt Danmark, og deres maritime repertoire passer perfekt til hovedscenen. Her vil man også kunne nyde klassikeren Sømand af verden fremført af Dodo and the Dodos, når de spiller op på kajen.

Se programmet her.